Projekt »Kvalifisert for fremtiden« i Lørenskog Kommune

Løken børnehaves vision er: »varme hjerter – magiske øjeblikke«. Vi tog udgangspunkt i denne vision da vi gik i gang med arbejdet. Dette ved at stille spørgsmål som; »hvad betyder denne vision?«, »hvad ønsker vi at opnå med den?« og »hvad skal vi gøre for at realisere dette?».

En ting, som børnehaven kom frem til, er at voksnes tilstedeværelse er vigtig. Når vi er tilstede med en indre ro, står vi i en bedre position til at give barnet en oplevelse af, at blive set, hørt og forstået. Da kan vi tilrettelægge for »magiske øjeblikke«. Men hvis vi for eksempel har haft et skænderi med ægtefællen, før vi mødte på arbejde, eller hvis vi er irriteret på en kollega, kan dette påvirke vores tilstedeværelse og ro i mødet med børnene. De teknikker, som man lærer på kurset, kan bruges til at bearbejde og håndtere sådanne daglige udfordringer.

Anbjørg Helland, som er bestyrer i børnehaven, giver et eksempel på, hvordan hun har brugt teknikkerne. Hun fortæller;

»En dag jeg var specielt stresset da jeg kom på arbejde, fik jeg et tip af en kollega om at bruge »mit indre rum«. Jeg lukkede døren til kontoret og tilbragte ti minutter i »mit rum« for at sortere, hvad der var sket tidligere på dagen, og efter jeg gjorde det, vendte det hele om. Fra at være en dag med en lidt hård start derhjemme, sygefravær på arbejde osv. formået jeg at vende tankegangen, sådan at jeg fandt gode løsninger.«

I tillæg til, at bruge teknikken til at håndtere hverdags hændelser som dette har medarbejderne arbejdet meget med at reflektere over indlærte tankemønstre. Det er tit sådan at selv om vi har meget kundskab om, hvad der er godt for børn, har vi alle tidligere erfaringer med os, der kommer til udtryk som den kendte »rygmarvsrefleks«. Af og til kommer rygmarvsrefleksen godt med, men nogle gange kommer rygmarvsrefleksen til udtryk som »ureflekteret praksis«.

Et eksempel på dette, der ofte går igen i børnehave og skole, er ideen om, at vi må tvinge barn til at spise deres mad op. Jo mere mad vi får i børnene, jo bedre! Men denne »sandhed« er ikke baseret på kundskab, om hvad der er godt for børn. Kundskab om hvad der er godt for børn, fortæller os, at det ikke er godt at tvinge børn til at spise deres mad op. Faktisk kan en sådan praksis føre til, at børn mister deres evne til at genkende følelser som sult, tørst, mæthed osv.

Bevidstgørelsesproces

I medarbejdergruppen talte vi derfor meget om forskellen på praksis baseret på kundskab og ureflekteret praksis. Og at det kan være klogt at vælge et tema i hver afdeling, som de er ekstra bevidste på i en periode. En type »bevidstgørelsesproces«. Flere afdelinger valgte ovennævnte eksempel; måltidssituation. En afdeling valgte at fokusere på legesituationer og voksnes væremåden og tilstedeværelse med børn i leg. En anden afdeling ønskede at fokusere på voksnes væremåde i garderobesituationen. Hensigten med at arbejde med en bevidstgørelsesproces på denne måde er, at udvikle ensrettet, helhedspraksis baseret på kundskab om hvad som er godt for børn. Det er for eksempel enklere at hjælpe børn med, at sætte ord på følelser som tørst, sult og mæthed, hvis alle i afdelingen har studeret kundskab om, og blevet samkørte i, hvad som kendetegner en god måltidssituation.

Bevidstgørelsesprocessen gik rigtig godt. Mange, som arbejder med børn, er kendte med at reflektere over egen praksis på denne måde. Men det er ikke altid at en sådan refleksionspraksis leder til ændring. Dette er, fordi vores væremåder i møde med andre mennesker er blevet »kropsliggjort«. Erfaringer og vores fortolkninger af disse er blevet til spor i hjernen, og spor følger til sidst deres egen logik. Selv om vi har teoretisk kundskab om hvad der er godt for børn, så glider vi tilbage i disse spor. Og det er her, det er vigtigt at bruge teknikken i »det indre rum« til at reflektere over det, vi har bevidstgjort os, for så at skabe varige ændringer.

For eksempel, hvis vi selv blev tvunget til at spise maden op da vi var barn, kan det ligge som en vigtig og rigtig læring. I vores »indre rum« kan vi have en dialog med os selv, om det vi lærte da vi var barn, og give os selv en ny forståelse af, hvad der er pædagogisk rigtig. Når man ser den aktuelle hændelse for sig, i en dyb afslappet tilstand, samtidig med at man bruger indre kognitive teknikker, vil vi skabe nye spor i hjernen i forhold til den situation. Med nye spor i hjernen, vil det være enklere at gøre nye handlinger, fordi der simpelthen ikke er gamle spor at glide tilbage i – vi har skabt nye.