Ind kommer en glad og smilende pige, der går i ungdomsskolen. Hele hendes væsen udtrykker optimisme. Hun sætter sig i en stol lige ovenfor mig. Hendes blik møder mit, og gråden bare vælter op i mig. I et slør af tårer ser jeg at hendes øjne fortæller en helt anden historie, end hun i første omgang giver indtryk af. Alt jeg kan se, er et barn der er i færd med at give op, og som føler sig håbløst nedkørt.
Hun ser min reaktion, og mit tårefyldte ansigt, og hendes smil er brat væk. Endelig er der et menneske der kan se hende, møde hende, og som kan forstå hende. Hun føler sig tryg, og hun begynder at dele fra hendes liv. Hvordan følelsen af håbløshed er et resultat af mange smertefulde hændelser.
Allerede som et lille barn blev hun nødt til at lære at tilfredsstille andre, hvis ikke så blev der brutale konsekvenser. Frygten for at sige noget forkert, eller gøre noget forkert blev større og større, eftersom et lille barn ikke forstår hvad som er ønsket opførsel. Dette er noget barn skal få lære på en god måde, ikke af forældre der ikke forstår, at børn har brug for noget andet end voksne. Børn har brug for kærlighed, men da må forældre have lært noget om det, for selv at kunne give det videre. Det at straffe er ikke kærlighed, snarere det modsatte, og det ligger i navnet »straff«bare handlinger.
Hun fortsætter sin historie, nu med en hviskende stemme. Tårerne får flyde frit ned over kind og hage, og forsigtigt tørrer hun dem væk med sin sweater. »Jeg ville bare hjælpe og være god, men det blev altid misforstået og forkert. Jeg bad også til Gud om hjælp, men han kom aldrig.« Hun stopper… »I stedet blev jeg sendt væk for at få hjælp, men det var ikke hjælp jeg fik. Det var misbrug af et barn, jeg ved det. Der var ingen steder at få hjælp og derfor er jeg håbløst nedkørt. Jeg er i færd med at give op. Men selv det ved jeg ikke hvordan jeg skal gøre, fordi jeg har lært at hjælpe andre, og ikke mig selv.«. Jeg kan genkende hendes følelser – smertefuldt og sårt.
Hvad må til, for at disse historier ikke skal få lov til at ske?
Vi må tage følelser på alvor, og vi må lære nye måder at håndtere dem på. Mange forstår ikke, at vi går omkring som tikkende bomber, når følelser bare skubbes til side. Skubber vi de væk, og ikke håndterer dem, vil der i sidste ende smælde. Når det smælder, kan det smælde hårdt og mod enhver, og desværre går det meget tit ud over uskyldige mennesker i vores nærhed.
Det at være tilfreds, glad eller forelsket er gode følelser, som vi vil have mere af. Jeg taler her om følelser, som vi ikke ønsker. Det at være sur, irriteret, opgivet eller ked af det, er eksempler på følelser vi må tage på alvor, og ikke bare skubbe væk. Vi bruger gerne en pegefinger, og skylder på andre der har sagt, eller gjort noget, der får os til at føle de forskellige følelser. Følelserne er hos den der reagerer, og det er her vi må få en ny forståelse om følelser, som styrer og kommer op fra det ubevidste, uden at vi forstår det. Mobning, vold og andre negative handlinger der sker i samfundet, og vores verden, er et resultat af ubehandlede følelser.
Her er der måske nogen der vil sige nej, men filosofer lidt omkring det jeg siger i bloggen, inden du stopper ved en gammelt facit. Mange siger ja, det er jo tydeligt at det er sådan, men det er desværre bare til en selv sidder i en følelse, der ikke kan kontrolleres. Den kommer hurtig og på automatik, og vi mister vores sunde fornuft i følelsen. Du har sikkert oplevet andre, som du synes mangler god opførsel? Det er det der sker, når følelserne får regere, og ikke bliver taget hånd om. Og det sker os alle, uanset køn og alder. Mange mænd siger til mig at de ikke bliver siddende i følelser, de ryster det bare af sig. Ja, det var også sådan jeg gjorde i mit liv, og den gang vidste jeg ikke så meget om de følelser der alligevel bygget sig op i mit ubevidste, og til sidst eksploderede.
Det bliver mange reaktioner, når vi taler om følelser, og mange mener at vi jo må få lov til at føle og reagere. Ja, så længe det ikke går ud over andre! Vi må skabe en ny forståelse om hvad følelser er, hvor de kommer fra og hvordan vi håndterer dem. Dette har vi ikke lært så meget om i skolen, og nu er det på tide at vi får et fag, der vi lærer om følelser og hvordan vi kan håndtere og bearbejde de, sådan at vi ikke går omkring med opsamlede følelser. Hvis vi ikke tager følelser på alvor, vil de en dag, i en eller anden form, komme frem, som for eksempel i sygdom, aggression, frustration eller vold.
Hvis vi har en historie, som denne pige, kan vi da ændre på den?
Her kommer noget af det mest fascinerende med de ressourcer, vi har i hjernen. Vi kan ændre vores historie, og følelserne vil hjælpe os til at skabe nye veje i hjernen. Det er følelserne der ændrer både vores historie, og vores liv videre.
Jeg har selv en lignende historie, som blev ændret. Grundkurset i DB-System® har de teknikker og hjernetræning jeg selv bruger, og som jeg så ydmygt får se at andre ændrer sin historie og følelser med. Du har ressourcer til selv at ændre og til at kontrollere og håndter følelser i det indre, der de hører til. Vi udvikler hele tiden vores hjerne, og vi kan selv skabe de ændringer, vi ønsker.
En dag vil den tikkende bombe kunne være neutraliseret, og vi vil kunne se en fredeligere interaktion mellem mennesker. Det er du og jeg der bestemmer om vi ønsker at være med på denne udvikling. Og som den unge pige savnet: Vi må også kunne hjælpe os selv. Det er en forudsætning for på lang sigt, at kunne hjælpe andre.
– Deborah Borgen
Grundlægger
